Nye flettede svaner – Svaneunger – skabelon

Jeg har lavet nogle nye flettede svaner, alle svaner skal have svaneunger.. så jeg gik igang med en ny skabelon, og nu er den også klar til jer..

Jeg har både lavet en skabelon til små svaner og større svaner.

De små svaner har jeg i år valgt at bruge til til og fra – kort.. og der er nu for alvor begyndt at være styr på julen, vi skal i år for første gang holde juleaften hos os selv, og mine forældre kommer, jeg glæder mig så meget.. Der mangler lige at komme 2 gaver mere med posten, og så mangler jeg at lave nogle hjemmelavede gaver fra børnene til bedsteforældrene, så er det sidste på plads..

I år har vi holdt “pak gaver ind i hvad du har”, det betyder alle gaverne er forskellige, til hver modtager, meget hyggeligt, at man nærmest kan se hvem de forskelige gaver er til..

Du finder skabelonen lige til at printe til en stor flettet svane her

Og den lille flettede svane her

Skabelonen til de dobbelt flettede svaner finder du skabelonen til i dette indlæg

Jule-klippe-klister traditioner #Del 2

Her har i anden og sidste indlæg om nogle af de klippe klistre ting som vi har tænkt os at lave hvert år.. Små søde kravle nisser og fine engle lavet ud af billeder af børnene.

De små kravlenisser og fine engle har gemt sig mange forskellige steder her i det lille hjem, se bare her, de er både på juletræet, på hylden, på opslagstavlen og der gemmer sig også både engle og kravlenisser i reolen !

Jeg har først printet og klippet billeder ud, herefter har jeg til englene klippet skyer og vinger i passende størrelser og til nisserne har jeg tegnet små nissehuer, det hele er limet på et stykke karton og så igen klippet ud, simpel og let men så sødt, og noget man virkelig elsker at tage op af julekassen år efter år..

I kan se første del af vores Jule-klippe-klister traditioner lige her

Flettede Svaner – Skabelon

Igår var jeg til Krondiamantbryllup hos mine bedsteforældre, ungerne oldeforældre,  det var en fantastisk dag med hele familien, og jeg tog mig selv i flere gange at blive rørt, og jeg trillede da også en tåre under bryllupsvalsen da jeg til sidst stod helt tæt på mine bedsteforældre med Silke i mine arme og min bedstefar valgte at give hende et lille kys, lige midt på næsen..

Det er altså smukt at være gift i 65 år, og mine bedsteforældre, som altid stolt har hængt mine tegninger og andre kreationer på køleskabet lige så længe jeg kan huske, skulle da også have et helt særligt kort på denne specielle dag. Jeg valgte at udvikle en Skabelon til nogle flettede svaner med hovederne tæt mod hinanden. Jeg har aldrig prøvet at lave min egen skabelon ud fra et flettet hjerte før, men jeg blev ret bidt at processen, og sidder allerede nu og er ved at lave en ny skabelon, som i får et lille smugkig på på det aller sidste billede i dette indlæg..

De flettede svaner fungere som en slags konvolut og inden i lavede jeg et lille hjerte kort, og den blev lige som jeg gerne ville have den, lidt fluffy og fyldt med glimmer.. kortet er lavet ved at jeg klippede et hjerte ud i almindelig hvid karton der passede ned i svanerne, så klippede jeg en masse hjerter ud af lyseblå glimmerpapir og lyseblåt silkepapir, jeg bukkede hjerterne på midten og enkeltvis limede jeg hjerterne fast med limpistol, så de bukker ud af og giver en fluffy effekt..

Svanerne er lavet ud af tyndt perlemorspapir, hvoraf den ene er med sølv flager og den anden med kobber/guld flager.. papiret kan ikke rigtig gengives her på billederne, men det er ret smukt det papir, og købt hos min ynglings papir pusher her i  omegnen dommerby papir..
Jeg valgte også at give svanerne guld glimmer kroner på.. meget passende til KRONdiamantparret. Hanken er Silkebånd/chiffonbånd der er limet fast indvendigt med limpistol

Hvis det var Guldbryllup eller Sølvbryllup jeg skulle have været til synes jeg også svanerne er helt oplagte til kort, så ville jeg nok lave den ene svane i guld/sølv glimmerpapir.

Her har i skabelonen til de flettede svaner, både med og uden kroner..

Skabelon til flettede svaner kan du printe her

Skabelon til flettede svaner med kroner kan du printe her

Skabelon til julefugl – Julepynt

Jeg har lavet nogle små søde julefugle til vores juletræ, og lavet en gratis skabelon hertil.

Du kan downloade Skabelonen her

De er så fine som julepynt, men jeg tror nu ikke de skal i kassen og gemmes væk til næste år, måske jeg hænger dem over puslebordet eller måske inde på det legeværelse vi skal til at lave her i ferien.

Fuglen har jeg lavet i tykt karton og til vinger har jeg brugt silkepapir.

Længere nede kan du se lidt step by step billeder af hvordan jeg har lavet fuglene

 

Jule-klippe-klister traditioner #Del 1

Vi har ikke så mange juletraditioner endnu, vi er i begyndelsesfasen, de sidste 2 juleaftner har set sådan ud. Julen 2012, jeg kampsvedte og havde en lille fyr i min mave der ikke kunne ligge stille faktisk var han så urolig at der ikke engang var nok plads til alt den dejlige mad vores familie havde kokkereret, 4 dage efter, d 28 december 2012 kom vores lille fyr til verdenen, Rasmus .

Julen 2013, Rasmus var næsten 1 år, og vi havde lige købt hus, faktisk boede vi på 1 salen fordi stue etagen lagde i renoverings ruiner, ikke så heldigt for jeg måtte nemlig ikke gå på trapper, vi havde d. 20 december været til 12 ugers scanning og nakkefoldsscanningen viste ikke det den burde, så d. 23 december fik jeg foretaget en moderkagebiopsi, det betød jeg skulle holde mig i absolut ro i et døgn for at nedsætte abort risikoen som der er ved en moderkagebiopsi. Normalt er der 1 døgns ventetid på svaret der bare fylder alt, men pga. julen, helligdage og weekend måtte vi vente helt indtil d. 27 december på svaret, dagen før Rasmus’s første fødselsdag.
Men svaret var alt ventetiden værd.. Baby inde i maven var sund og rask, og da overlægen spurgte om vi ville vide kønnet og vi svarede ja, trillede tårene, glædes tåre en lille pige baby i min mave ! en pige baby som d. 2 juli kom til verdenen og fik navnet Silke.

I år 2014 Rasmus er nu næsten 2 år, og lillesøster Silke er 5 måneder og i år er der ro ! helt fantastisk dejlig ro til at nyde julen og begynde alle de juletraditioner man som familie drømmer om.

Et par juletraditioner begyndte dog sidste år, et af dem er at jeg fik klippet klistret en lille engel lavet ud af Rasmus’s hænder og fødder, alle de minder der fløj gennem kroppen da jeg havde den lille engel i mine hænder da julekassen blev åbnet, betød at det måtte være en tradition.

Hvert år vil jeg lave en ny engel og hvert år vil englene blive større og større.

Rasmus – Julen 2013

Rasmus og Silke – Julen 2014

og ihh hvor jeg dog elsker alle de små hænder og fødder vi har herhjemme, jeg elsker at holde, nusse og kysse.

DIY – Engle

En lille DIY til smukke små engle som helt sikkert skal pryde vores juletræ i massevis.

Jeg har lavet 2 slags engle, nogle med træansigter og nogle med pap ansigter, denne DIY viser dem med pap ansigter da jeg ikke havde flere træskiver men jeg har allerede klikket flere hjem for jeg har planer om at lave mange flere små engle til juletræet. Træskiverne er købt hos cchobby lige her
Jeg har i igennem tiden her på bloggen fået mange mails om jeg ikke vil skrive på engelsk, det rækker min sprogkundskab desværre ikke til, men jeg jeg vil prøve at tage flere og bedre billeder af processen, og resten på google translate kunne klare.
Men her får i for første gang en DIY helt uden ord, med undtagelse af materialelisten..selvfølgelig.
Matrialer:
1 stykke papir til der ca. måler 30*10 cm til vinger
Papir eller pap til glorie
Pap eller træskiver til ansigter.
Tuscher eller maling.
Limpistol
Tape – jeg har brugt noget meget smalt maskingtape.
Tråd til ophæng
Perler – englen kan let komme til at hænge skævt, men et par perler kan rette op på dette.

Nissedør DIY

I aftes kom jeg i tanke om at jeg havde glemt at købe en nissedør. Den nissedør jeg har gået og ævlet om i flere måneder, ret typisk mig men heldigvis er jeg kvinden der tilfældigvis har en hel kasse med ispinde i skabet. Så jeg gik i gang og jeg er blevet rigtig glad for resultatet.

Jeg glæder mig så meget til at sætte den op i aften, og se Rasmus’s reaktion i morgen tidlig.

Materialer

Dør:
Ispinde (jeg har brugt 10 stk)
Sekund Lim
En perle eller et lille stykke fra en blomster pind til dørhåndtag

Stige:
Grene fra haven
Tråd.
(evt. sekund lim)

Postkasse:
Tændstikæske
Rød og hvid maling.

Døren:

Start med at ligge døren som du gerne vil have den – Lim bagsiden af de 2 vandrette ispinde på døren, et stykke fra buerne på ispindende. – Tag den tværgående ispind og tegn 2 streger hvor de vandrette ispinde stopper. – Jeg har skåret ispinden over med en skarp hobbykniv, du kan også skære et par gange frem og tilbage og klippe resten af ispinden over. – skær/klip også det overskydende af alle siderne af de 2 vandrette ispinde.

– Lim den tværgående ispind fast og et lille dørhåndtag, jeg har brugt et lille stykke af en blomsterpind, men en perle kan også bruges.
Til sidst har jeg skåret/klippet det øverste og nederste buet stykke af ispindende og slebet døren lidt, for at få eventueller lim rester væk, og give døren lidt naturlig look.

Stigen og Postkassen:

Stigen er lavet ud af grene fra haven, jeg har målt efter vores fodliste så stigen passer dertil. klip 2 lange grene til siderne og kortere grene til trin.

Jeg har snydt lidt og limet trinene med sekundlim imellem grenene, så tråden der er viklet om er egentlig mest til pynt.

Postkassen er er en lille tændstikæske, jeg har malet æsken rød med noget akryl maling fra søstrene grene (den skulle have 2 gange for at dække).
Jeg har malet æsken inden i med en sort maling, for at det ser pænt ud når æsken er en smule åbent, da det er brevsprækken, Ordet POST har jeg malet med en lille pensel og hvid akryl maling.

Nu hvor jeg ser resultatet er jeg egentlig glad for at jeg glemte at købe en nissedør, for  jeg synes at det er blevet ret sødt. Det tog det ikke mange timer at lave, og det er altså hyggeligt at lave noget så småt, som forhåbentlig bliver en årlig tradition i vores lille hjem i mange mange år.

Årets Kalenderlys – DIY

I aftes fik jeg pludselig en ide til hvordan vores kalenderlys skal se ud i år.
Og når ideen kommer er det jo med at komme i sving, så da børnene var puttet gik jeg straks igang, og et par timer efter var der ler, glimmer og papir overalt, og disse fine kalenderlys stod midt i virvaret, ja det går altså ikke stille for sig herhjemme når jeg først får en ide..

Jeg huskede at tage billeder til en DIY også selv om lyset jo ikke lige er til at frembringe når børnene først giver mor ro til at udfolde sig..

Matrialer:

En potte eller Vase, jeg har brugt sådan nogle sjove vaser jeg ramte over i genbrug engang, men du kan bruge hvilken som helst potte, eller måske en kop ?

– eller hvis du er så heldig at eje en meyer lavigne – flower me happy vase ville det passe perfekt, (NOTE til dem som kender mig og læser med, jeg ønsker mig en Flower me happy vase)

Posca tuscher (jeg har brugt sort og lyserød) Posca tuscher kan tegne på porcelæn og mange andre overflader, faktisk er de geniale til det meste.

Ler (Til de 2 jeg har lavet har jeg brugt lidt under 4 kg dekorations ler)

Pap eller papir.

og et lys (Et kalenderlys er oplagt) 😉

Start med at tegne ansigt på din potte/vase, Hvis du brænder potten kan posca tuscher holde til at blive tørret af (læs mere om det her)

Fyld potten med ler og lav en kegle i nissehue form og sæt den oven på vasen, tryk dit lys ned i toppen (Hvis du bruger et kalenderlys, er det en god ide at vente med at lave ler huen til du har lavet din pap nissehue så du er sikker på at lyset kommer langt nok op så man kan se alle tallene.

Det sværeste ved disse nisse lys er at få hatten til at passe (bogstaveligt talt) der er helt sikkert en eller anden vild smart udregning med både r i 2. og pi der skal gå op i en højere enhed men da jeg ikke kender denne udregning, tager jeg den lidt på gefuhlen, men tilbage til nissehuen, og hvordan jeg har fået den lavet.. trods mine manglende matematiske formler..

Hvis du skal lave denne kalenderlys sammen med børn vil jeg anbefale at lave en skabelon til nissehuen inden i går igang, da det kan tage noget tid.

Øverst skal huen passe med lysets omkreds og nederst med pottens top. Jeg prøvede mig lidt frem. Først tegnede jeg en stor halvcirkel med en passer som fyldte hele den lange side af et Stykke a4 papir og i midten af den store halv cirkel en lille halvcirkel. Jeg klippede skabelonen ud og foldede den ind som en kegle.

Men hullet til lyset passede ikke. Det skulle være lidt større så jeg tegnede en ny halvcirkel et stykke uden om den gamle og prøvede igen og denne gang passede den.

Dog er keglen lidt for stor til pottens top så jeg klippede lidt af og prøvede igen, og denne gang passede nissehuen., både foroven til lyset og forneden til pottens top.

Jeg tog min skabelon og tegnede den over på karton.

Noget af halvcirklen skal overlappes og holdes med lim, så huen får den helt rigtige kegleform. Jeg satte 2 streger med en blyant mens jeg holdte huen som jeg ville have den, så kunne jeg se hvor jeg skulle lime..

Nu er hatten færdig. Jeg valgte at pynte huen med nogle runde klistermærker fra søstrene grene. Og når jeg nu var i gang lavede jeg en nisse kalenderlys mere, med nissehue i glimmer papir.

Anden gang var det meget lettere at lave huen, jeg brugte samme skabelon, og jeg vidste at toppen passede med lysets omkreds, så det eneste jeg skulle gøre var at få kanten forneden klippet til, så den passede med pottens omkreds, som er en smule mindre end første potte.

Jeg elsker virkelig at lave sådanne nogle små ideer her som bare popper frem i det blå, og selv om jeg hverken havde et kalenderlys eller små røde glaskugler som jeg først havde tænkt mig at stikke ind i leret som hat i stedet for karton huen, så er jeg rigtig glade for årets kalenderlys.

Adventskransen – DIY

Okay krans og krans er måske lige i overkanten af hvad man kan falde denne gren, men fin og let at lave er den altså, Jeg er ikke ret god til det med værktøj, lige før sommeren lærte jeg at bruge en boremaskine, og siden er det blevet til mange huller og mange lapninger og mig og Hr. sav bliver bare aldrig gode venner, hvis jeg så hr. sav på gaden gad jeg ikke engang at stoppe op for at snakke, ja sådan er mit forhold til at save, men denne gren kunne vi lige klare..

Hvis du ikke er for meget til kroge i loftet er adventskransen er også rigtig sød til at have stående på bordet.

Du skal bruge


– En gren, grenen skal være tyk nok til at der kan stå lys i, min gren er ca 6 cm i diameter.

– 4 lys, og et stort bor der passer med lysene, boret her er hvis omkring 2 cm i diameter, jeg tog blot et lys med ned i den lokale tømrehandel, også fandt de et der passede..

Hvis du vil have adventskransen til at hænge skal du også bruge:

– Læder snøre (Jeg har brugt 3 meter)

– et mindre bor hvor læder snøren kan gå igennem.

.. start med at save grenen i den længde du synes der er passende. (min er ca. 60 cm lang)

Hvis du vil have grenen til at hænge skal du nu bore 2 huller hele vejen igennem grenen, med det lille bor, jeg har boret hullet ca 6 cm ind fra hver side.

Mål afstanden mellem hullerne og del målet med 5, du ved nu hvor langt der skal være mellem de 4 huller du skal bore til lysene, for at de sidder lige langt mellem hinanden.

Bor de 4 store huller, de 4 huller skal ikke hele vejen igennem grenen, men kun 2-3 cm ned, bare nok til at lysene kan stå stabilt.

til sidst skal du binde læder snøren igennem de 2 huller jeg har snoet snøren rundt om grenen nogle gange for at det holder ekstra godt.

Lav en løkke øverst i hver snor, 2 kroge i loftet, og pist et styk flot adventskrans.

Jeg brugte ca 1 time på dette projekt, men hvis du er en smule bedre venner med dit værktøj end mig tager det altså ikke mange minutter.

Indtil videre er en lille fugl flyttet ind på grenen men på lørdag, når julekasserne bliver fundet frem vil jeg pynte grenen, med stjerner kugler og hvad jeg ellers kan finde, så er den klar til søndag, hvor det første lys jo skal tændes..

Jul for de små

Jeg er i fuld gang med at tegne masser af jul, i forbindelse med at jeg var ved at planlægge hvad jeg skal købe til min søns pakkekalender kom jeg i tanke om hvor (måske) forvirrende det må være at være knap 2 år og vågne en dag og der så pludselig er en lille dør i væggen hvor mor og far taler noget om at der er en nisse der kommer med gaver, og der så ovenikøbet hænger alle mulige røde og hvide ting overalt. Derfor gik jeg i gang med at tegne..

I år skal vi som så mange andre have en lille nissedør, og uden for nisse døren skal der hænge en julesok til gaver. Da Rasmus bliver 2 år d. 28 december er der ikke den store forståelse og heller ikke forventninger til gaver, så det bliver små praktiske gaver, i hverdagen mest rosiner, frugtstænger og små bøger som er så hyggelig at få læst når man kommer hjem fra dagpleje og bare har brug for at putte tæt hos enten mor eller far, sådan noget som tandbørste, tandpasta, ny kop og tallerken bliver også at finde i Julesokken om fredagen måske et kinder æg, eller smarties og i weekenden så noget legetøj eller noget brugbart som man kan få dagen til at gå med. Vi køber de fleste af gaverne men tager det dag for dag for hvis der kommer sne er jeg også ret sikker på at nissen kunne komme i tanke om at pakke en slæde ind.

Så har vi også valgt at lillesøster Silke på 4 måneder ikke får gaver, kun Rasmus så får han mulighed for at føle sig som noget helt specielt..

Men tilbage til tegningerne, min ide er at lave små bøger som også bliver gaver i julesokken, bøgerne kommer til at handle om julen. Min tanke her i første omgang er at der skal være 4 bøger der omhandler en lille historie der tager omdrejning i forskellige julesituationer, den første bog bliver om nissedøren, den anden om julekalenderen den tredje om juletræet og den fjerde om juleaften, herudover vil jeg også lave en jule pegebog, pegebøger er nemlig det Rasmus synes bedst om lige for tiden, også synes jeg også det er en god ide at de tegninger i pegebogen er de samme som i de 4 historier. som altid er jeg lidt tidspresset i forhold til mine forventninger til mig selv, så nu må vi se hvor langt jeg når, indtil videre er historien om nissedøren ved at være på plads.

Så mangler jeg jo også lige at få købt de sidste gaver, syet en julesok og få bestilt den der nissedør..